Nyheder

Få nyhederne direkte i din indbakke - tilmeld dig CLEAN Grøn Erhvervsvækst nyhedsbrev øverst på siden. 

Rigtig mange boligejere snyder sig selv for en kontant gevinst og et bedre indeklima måned efter måned. Det er ærgerligt, da energiløsningerne findes. Derfor afholder HUSET, Middelfart Kommune og CLEAN Grøn Erhvervsvækst i fællesskab messen Boligens Energiforbrug d. 4-5. oktober 2014 kl. 10-16 i HUSET, Hindsgavl Alle 2, 5500 Middelfart.

Energimessen skal bringe boligejere skridtet videre med energibesparelserne. Hvert hus og beboersammensætning og adfærd er unik. Derfor skal den rigtige løsning være tilpasset det enkelte hus og den enkelte families behov. Den mest direkte vej til at komme nærmere et sundt hus med et lavt energiforbrug, er at danne sig et overblik over de løsninger og muligheder, der passer til det enkelte hus. For mange husstande vil der være penge sparet allerede samme år, som boligen energirenoveres.

Messen bliver afholdt i HUSET i Middelfart, Danmarks største byggeudstilling med 28.000 m2 indendørs og udendørs udstillingsareal.

Find den rigtige løsning
På messen kan du finde både overblik og ekspertviden. En lang række stande er bemandede, og de besøgende kan spørge ind til produkter og løsninger – mærke, trykke og røre ved varerne og prøve dem ”live”. Der vil også være andre aktiviteter på standene og gode tilbud i anledning af messen og selvfølgelig en rigtig god frokost til en familievenlig pris.

Mød en Energihåndværker 
En af messens store attraktioner er gratis, professionel rådgivning til at komme videre med sit boligprojekt på bedste vis. Særligt specialuddannede energihåndværkere står klar med vejledning omkring en helhedsløsning til boligen. Derudover er der 15 minutters intens og gratis rådgivning i HUSETs ByggeRåd, hvor man både kan tage udgangspunkt i løse boligidéer og i helt konkrete skitser og tegninger.

Rådgivning om sikring mod ekstreme klimaforhold
Middelfart Kommune er en grøn vækst kommune, som går foran, når det gælder energibesparelser i bygninger. På Kommunens stand giver en medarbejder desuden gerne gode råd om, hvordan man sikrer sin bolig mod ekstreme klimaforhold, f.eks. skybrud. Og vil du bygge nyt og energirigtigt, så er der byggegrunde præsenteret på messen.

Borgmesteren deler check ud
Der er særlig opbakning fra Middelfarts Borgmester Steen Dahlstrøm, som åbner messen kl. 10, og overrækker en check til MG&BK Sportsforening, for deres indsats med at informere om messen. Et helt fodboldhold har været rundt i udvalgte kvarterer i Middelfart med en særlig invitation til boliger bygget fra 1950 og frem. Det er typisk i boliger før 1980, at der kan være god gevinst i at investere i en energirenovering.

Borgmester Steen Dahlstrøm håber, at messen kan være med til at udbrede kendskabet til de mange fordele ved energirenovering: ”Energiforbruget i vores hjem rummer et kæmpe potentiale for at spare på pengepungen og CO2udledningen og så giver det også et bedre indeklima. Der er mange boliger fra 1950’erne og op til 1980’erne – også i Middelfart Kommune - som virkelig har noget at spare. Jeg håber nogen af boligejerne får lyst til at besøge messen og blive klogere på mulighederne for energirenovering af deres hjem”

Også i omegnskommunerne på Fyn og i Jylland er der mange huse fra før 1980, der rummer et stort potentiale for at blive sundere, mere energirigtige og langt mere økonomiske for ejerne.

FAKTA:

Messe om ”Boligens Energiforbrug” den 4. -5. oktober 2014

Sted: HUSET i Middelfart, Hindsgavl Allé 2

Tid: 10.00-16.00 begge dage

Gratis adgang og gratis parkering

www.huset-udstilling.dk

Det er på ny blevet efterår og dermed ved at være tid til at åbne for dine radiatorer og dit fjernvarmeanlæg igen. Hvis du følger energiekspertens gode råd om at tænde langsomt, sparer du let op mod flere tusind kroner på varmeregningen. Samtidig kan du glæde dig over mindre CO2-belastning af miljøet.

- En almindelig familie kan med et par minutters ekstra indsats let spare op mod 2.000 kroner på en fyringssæson. Vel at mærke uden at skulle investere så meget som en øre ekstra på det eller være nødt til at finde de uldne sokker frem. Samtidig kan du med korrekt brug af dit fjernvarmeanlæg spare miljøet for op mod et halvt tons CO2 over de kolde måneder. Og hvem vil ikke gerne både have grønnere samvittighed og flere penge på lommen i den kolde tid, siger Jimmi Eiberg Jensen, der er projektleder hos forsyningsselskabet HOFOR.

Tænd langsomt
Når det begynder at blive koldt om tæerne, er mange familier hurtige til at skrue deres fjernvarmeanlæg op på fuld styrke med det samme. Men der er mange penge at spare ved at skæve til termometret udenfor og kun åbne for varmen trin for trin i takt med, at der bliver behov for det, forklarer Jimmi Eiberg Jensen fra HOFOR:

- Hvis du gerne vil spare penge på varmeregningen og samtidig belaste klimaet mindre, så skal du åbne for varmen gradvist. Vi siger populært, at du skal ”tænde langsomt”. Det vil sige, at når fyringssæsonen begynder, skal du nøjes med at sætte termostaten på fjernvarmeanlægget, så temperaturen på vandet, der løber frem til radiatorerne, er på mellem 35-40 grader. Mere behøver du ikke i første omgang. Når så det bliver oktober, og kulden typisk for alvor melder sig, så hæver du temperaturen på anlægget fem grader. Og igen når det bliver endnu koldere længere henne på fyringssæsonen, så drejer du termostaten yderligere fem grader. 

Ved at følge dette og et par andre enkle råd, som alle blot handler om at ændre adfærd, kan en almindelig familie ifølge HOFOR hurtigt komme op på at spare op mod 2.000 kroner i løbet af en fyringssæson uden at bruge så meget som én ekstra krone på det.

- På hjemmesiden www.taendlangsomt.dk kan du få en god begyndelse på fyringssæsonen. Her kan du finde information, der kan gøre dig dus med dit fjernvarmeanlæg, og samme sted har vi samlet en lang række gode råd, der kan hjælpe dig til væsentligt at nedbringe din varmeregning. Så kan du i stedet få råd til et par ekstra gode julegaver i år, lover Jimmi Eiberg Jensen.

 

FAKTABOKS

Følg energiekspertens fem gode råd og spar både penge og CO2

  • Når fyringssæsonen begynder igen, sætter du fremløbstermostaten på 35-40 grader. Fremløbstemperaturen er temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer. Når så det bliver koldere i oktober eller november, hæver du fremløbstemperaturen 5 grader, og når kulden sætter yderligere ind senere på fyringssæsonene, hæver du med endnu 5 grader. Så undgår du nemlig at sende for varmt vand ud af huset. På den måde kan en almindelig familie spare 1.500 kroner helt uden at bruge så meget som en øre på det.

  • Alle radiatorer i samme rum bør indstilles ens og 'tænde' samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der varmer 25 procent hver end fx en enkelt, der bare banker løs.

  • Alle rum i boligen skal helst være opvarmede – også soveværelset, men luk døren hvis du foretrækker det lidt køligere. 

  • Stil termostaten på radiatorerne på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt. 

  • Sluk radiatorerne, når du lufter ud, for ellers vil de registrere kulden og begynde at varme op. Husk i øvrigt, at når du lufter ud om vinteren, bør du gøre det kraftigt, men i kort tid. Så når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.

Hvordan energirenoverer du huset og sparer penge på varmeregningen?

Tag aftenskolekurset "Energirenovering for husejere" og bliv klogere på dit eget hus. Du får praktiske råd og vejledning i energioptimering, som kan tjene sig selv hjem flere gange.

Kurset er for alle der gerne vil skåne miljøet og spare på energien derhjemme. Der kræves ingen særlige forkundskaber

Kurset er opbygget i moduler, fordelt over 6 kursusgange og forløber i et samarbejde mellem Grøn Erhvervsvækst, Kommunen, AOF Center Fyn og LOF Faaborg-Midtfyn udelukkende med eksperter på området.

Kurset afholdes hos BYGMA  i Faaborg d. 22. oktober 2014 - 26. november 2014.

pdfSE BROCHUREN

 

Tilmelding:

www.lof.dk

 

 

Projekt ”Styr på energien” er et nyt borgerrettet projekt, der undersøger, hvor store energibesparelser privatboligen kan opnå.Projektet har fokus på intelligent energistyring i private huse i kombination med prisbillige isoleringsløsninger. Der vil nu ske monitorering hen over vintersæsonen og en finansieringsmodel vil blive udviklet.

Desuden indbydes SMV-virksomheder (installatører og leverandører af energiløsninger) til netværksmøde den 27. nov. om intelligent energistyring – Wisersystem med henblik på at fremme efterspørgsel på energirigtige løsninger og skabe vækst for SMV-virksomheder.

Ta' på aftenskole og bliv klogere på dit eget hus. Aftenskolekurset er for alle husejere med lyst til at spare penge og skåne miljøet. Med udgangspunkt i dit eget hus, vil der blive regnet på rådighedsbeløb, kigget på energirigtige løsninger og informeret om tilskudsmuligheder. Der bliver taget termografibilleder af kursisternes hus, så man får overblik over husets "ømme punkter" . Kurset er for alle boligejere uanset type bolig, og der kræves ingen særlige forkundskaber.

Nyt aftenskolehold i Faaborg-Midtfyn

LOF starter et nyt hold op d. 22. oktober 2014.
Der vil være 12 lektioner til ialt 595 kr., afholdt hos Bygma, Østre Ringvej 37, 5750 Ringe.

Find hold nr: 142190: Energirenovering af eget hus - Tjen penge hos LOF her

Nu åbnes der for nye tilmeldinger til den populære gratis BedreBolig-uddannelse. Mange gik forgæves i foråret, men nu starter uddannelsen op igen den 6. og den 7. oktober. Du tilmelder dig ved at sende en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Pladserne fordeles efter først til mølle princippet. 

BedreBolig-uddannelsen er gratis og foregår i HUSET i Middelfart. Flere af kurserne kan du tage som selvstudier. 

Hvis du vil vide mere uddannelsen og hvorvidt den er relevant for dig og din virksomhed, kan du læse mere på BedreBolig.dk eller på byggecentrum.dk

I weekenden d. 12. og 13. september kan  du møde Odenses BedreBolig Rådgivere i Tarup Centeret. Kom og få en snak og hør, hvordan du med fordel kan energirenovere dit hus. Husk at tage oplysninger om forbrug af vand, varme og el i dit hus med, sammen med generelle oplysninger om din bolig

Rådgiverne står klar:

fredag d. 12. september 2014 kl. 10-19
lørdag d. 13. september 2014 kl. 10-16

På standen på Store Torv i Tarup Centeret kan du:

  • tale med de 8 BedreBolig Rådgivere fra Odense
  • møde de lokale energiselskaber, der giver tilskud til energirenovering
  • booke tid til et besøg af en BedreBolig Rådgiver
  • deltage i konkurrencer om en BedreBolig-plan

Læs mere om BedreBolig, få inspiration til energirenovering og find dine lokale rådgivere i Odense på www.bedrebolig.dk 

Tjek www.SparEnergi.dk,  hvor Energistyrelsen netop har lanceret et nyt værktøj målrettet boligejeren – ”Låneberegneren”.

Låneberegneren giver mulighed for hurtigt at få et overblik over, hvad det koster at hjemtage og afdrage på lån til boligforbedringer.

 

Det har længe været en kendt barriere at private udlejere har svært ved at se fordelene ved energirenovering af deres udlejningsboliger. En ny energisparepakke skal råde bod på dette, hvor et af hovedelementerne er muligheden for at lave såkaldt grøn byfornyelse. Med pakken kan kommunerne bruge byfornyelsesmidler til at støtte energirenoveringer i private udlejningsboliger, hvor udlejere og lejere er blevet enige om at gennemføre energiforbedringer i lejemålene. Det skriver Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikteri en pressemeddelelse.

Muligheden betyder, at kommunerne blandt andet kan yde indfasningsstøtte ved huslejestigninger, støtte til genhusning af beboerne og til ejeres udgifter til vedligeholdelse. Og det er til gavn for alle parter – også miljøet, mener Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter:

”Tidligere har udlejerne manglet incitament til at energirenovere deres ejendomme. Dette har vi rådet bod på med energisparepakken, hvor udlejerne nu får mulighed for at hæve huslejerne ved energirenoveringer mod, at lejerne får bedre boliger og lavere varmeregninger. Og med den grønne byfornyelse kan kommunerne give en hjælpende hånd ved at støtte renoveringerne med byfornyelsesmidler. Det er godt for lejerne, der får bedre boliger, for udlejerne, som får renoveret deres ejendomme, og for miljøet, som bliver mindre CO2-belastet,” siger Carsten Hansen.

Ved at opfordre ejere og lejere til at indgå aftaler om grøn byfornyelse kan kommunerne hjælpe energirenoveringen af de private udlejningsboliger – en boligtype, der er bagud, når det kommer til moderne energistandarder.

”Jeg er rigtig glad for, at kommunerne nu kan sætte ekstra fokus på energirenovering, for der er et stort efterslæb. Den private udlejningssektor udgør knap 20 pct. af den samlede boligbestand og langt de fleste af de private udlejningsboliger er bygget, før der for alvor blev stillet krav til energistandarden. Sektoren har således et betydeligt potentiale for energiforbedringer, ” siger Carsten Hansen.

Se pressemeddelelse

Med det nye digitale energimærke D-EMO bliver det lettere for boligkøbere og -sælgere at få et overblik over en boligs økonomi og mulige energibesparelser.

Energistyrelsen står bag det nye online værktøj, der viser en boligs energimæssige tilstand og hvilke forbedringsmuligheder, der er i boligen. D-EMO viser en kortfattet online udgave af den energimærkningsrapport, der typisk udarbejdes i forbindelse med en bolighandel, og som viser, hvor og hvordan man kan sætte ind for at spare på energien.

På baggrund af de energiforbedringer, som Energimærkningsrapporten foreslår, viser D-EMO, hvilket energimærke en bolig har i dag og hvilket energimærke, der kan opnås gennem energiforbedringer. Brugeren får også et overblik over de udgifter og besparelser, der knytter sig til energiforbedringerne, og der er tilknyttet en låneberegner, der viser økonomien i forbedringerne og besparelsen over tid.

Boligsiden.dk har som de første integreret D-EMO. Det er forventningen, at en række ejendomsmæglerkæder i løbet af efteråret 2014 vil koble det digitale energimærke til deres portaler.

D-EMO er også udviklet til tablets og smartphones.

Læs mere om det digitale energimærke

Find en energihåndværker til at udføre din boligs energirenovering

 

 

Middelfart kommune er nomineret til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris på grund af den samlede miljøindsats, og ikke mindst arbejdet med at skabe grønne arbejdspladser. I Middelfart kommune er overskriften for den samlede indsats "Grøn Vækst", og det er ikke noget kommunen kun selv arbejder med. Faktisk er hele grundelementet i de grønne projekter samarbejdet med andre, der vil samme vej. Teknik- og Miljødirektør Thorbjørn Sørensen forklarer:

"Opskriften på grøn vækst er for os samarbejdet mellem offentlige myndigheder, virksomheder og organisationer om vækst på et bæredygtigt grundlag. Ved at indgå i netværk og utraditionelle samarbejder, får vi et solidt partnergrundlag til at gennemføre og finansiere grøn vækst-projekter i et omfang, der ellers slet ikke ville være muligt for en dansk kommune. Ét af det mange projekter, som Middelfart kommune nu er nomineret på baggrund af, er projekt Grøn erhvervsvækst, som arbejder for at fremme efterspørgslen inden for energieffektivisering i bygninger. Den fælles indsats har allerede skabt mange arbejdspladser i og uden for kommunen, og er en del af vores bidrag til grøn omstilling i Danmark"

Middelfart er nomineret til prisen sammen med to andre danske kommuner. Nordisk Råds afgørelse om den endelige vinder falder til oktober. 

Web side Byggefakta.dk screener dagligt markedet for byggeprojekter og samler dem i en database. Din håndværkervirksomhed kan således indsamle informationer og byde på de projekter hvor I har jeres spids kompetencer. Du kan prøve deres system gratis og uforpligtende i 30 dage på

http://www.byggefakta.dk/dk/demo/bestil_en_demo.htm