Vandet kommer! Men de nyuddannede klimaentreprenører er klar til at håndtere vandmasserne og vejlede boligejere i retning af nye kreative løsninger, der gør vandet til en ressource frem for et problem.

Klimaentreprenører

Boligejere i både Middelfart, Nordfyn, Faaborg-Midtfyn, Kolding og Odense kommuner har været ramt af oversvømmelser de senere år. Alene i Kolding har der været oversvømmelser på grund af skydbrud 2-3 gange årligt og stormflod 4 gange inden for de seneste 10 år og senest 2 gange inden for de seneste 12 måneder. Det er ikke et enkeltstående billede, men er en realitet for de fleste danske kommuner. FN’s klimapanel forudsiger en vandstandsstigning på op til to meter inden år 2100. Kommunerne har ikke ressourcer til selv at håndtere risici og konsekvenser på tværs af ekstremregn, havvandsstigninger, stormflodshændelser, stigende grundvandsspejl, skybrud og overløb af spildevand, som er det billede, der truer, når vandet kommer. Andre må træde til med deres ekspertise. Det er svært at få overblik over de smarte og mest rentable løsninger, og markedet er udfordret af høje priser, få muligheder for valg af kreative løsninger og en uigennemsigtig proces for både grundejere og entreprenører. Klimatilpasning kræver engagement fra alle led i værdikæden, for at det kan lykkes at håndtere vandmængderne.

Derfor er der netop efteruddannet 30 klimaentreprenører med faglig baggrund som anlægsgartnere og kloakmestre. De er bindeleddet til de mange private bygningsejere, der skal håndtere regnvand på egen grund enten som påbud eller ad frivillig vej som et skridt på vejen mod en fremtidssikret bolig.

Marck Johansen Schmidt, anlægsgartner fra PL Anlæg har lige fået diplomet i hånden: ”Som anlægsgartner er der så mange spændende løsninger vi kan lave hos folk; regnbede, spejlbassiner, natursten der løber ned i haven osv. Men jeg tror ikke rigtig folk ved, hvor meget vand, der egentlig kommer, og hvad det i virkeligheden betyder for fremtiden og for deres bolig. Her på kurset har jeg fået nogle gode redskaber til at give min viden videre til boligejerne, så jeg glæder mig til at komme ud til kunderne.

Nye idéer på tværs af brancheskel
Udover nye løsninger til boligejere har kurset skabt nye samarbejder på tværs af brancher, og det kan forhåbentlig også være med til at skabe vækst hos erhvervslivet.
Kåre Noer er anlægsgartner hos Forstas, ”Jeg har fået bygget oven mere kloakteknisk viden oven på den anlægstekniske viden jeg havde i forvejen. Jeg har fundet nye samarbejdspartnere inden for kloakmestrene her på kurset. De har en anden tilgang og viden end vi har om klimatilpasningsområdet, og det er værdifuldt at gå sammen om opgaverne.

Det er vigtigt for os, at de stigende vandmængder kan ses som en ressource, der kan skabe nye muligheder, både i form af kreative løsninger på såvel kommunens arealer som hos private grundejere og erhvervslivet, ” sagde Knud Erik Langhoff, byrådsmedlem i Kolding og bestyrelsesformand hos BlueKolding i sin tale inden han overrakte diplomer til de nyuddannede fagfolk.

Per Holm, Direktør hos BlueKolding udtaler ”Borgerne spiller en utrolig stor rolle i bekæmpelse af vandmasserne fra klimaforandringerne. Hvis vi kan få vores borgere medinddraget sammen med vores dygtige klimaentreprenører, så kan vi virkelig gøre en forskel. ”

De nyuddannede klimaentreprenører har allerede været på deres første opgave i felten, da de for 40 boligejere i Lunderskov vejledte dem i håndtering af regnvand på egen grund i forbindelse med en kommende kloakseparering. Boligejerne udnyttede straks muligheden for ”kvit og frit” at låne en klimaentreprenør med hjem til deres eget hjem for at høre om mulighederne for nedsivning af regnvand og håndtere det på tagareal, terrasse og indkørsel på egen grund i stedet for at aflede det til BlueKoldings regnvandskloak.

Klimaentreprenøruddannelsen har skabt en platform for et stærkt samarbejde mellem kloakmestre og anlægsgartnere med læring på tværs af deres kompetenceområder. Arrangementet i Lunderskov var netop et godt eksempel på, hvordan dette samarbejde går op i en højere enhed til stor gavn for begge parter - og ikke mindst for boligejerne.

Om Sammen om Klimatilpasning
Det er projektet ’Sammen om Klimatilpasning’, der står bag kurset. Konsortiet består af Kolding, Middelfart, Faaborg-Midtfyn, Nordfyns og Odense kommuner, CLEAN Grøn Erhvervsvækst, BlueKolding, Middelfart Spildevand, Vandcenter Syd, HUSET Middelfart og IBC Innovationsfabrikken.

Klimaentreprenørerne er samlet på Håndværkerlisten, hvor boligejere kan søge efter de rette fagfolk.

Konsortiet bag har udgivet en brochure til boligejere om kreative løsninger på håndtering af regnvand på egen grund, Har du regnet den ud?